Norbert Andersen, Sporløst


Udgivelsesdato: 10-12-2020

Forventes på lager igen først i november.

Da en lille, mørk dreng blev født den 17. november 1957 af en fattig og enlig mor i den tyske by Schweinfurt, lå det ikke i kortene, at han senere skulle få et velordnet og lykkeligt liv i Danmark. Norberts far var en afroamerikansk udstationeret soldat, og på grund af sit anderledes udseende blev den lille dreng anbragt på et katolsk børnehjem.
I 1960 bliver Norbert adopteret af Lis og Arnold Andersen fra Funder ved Silkeborg. Adoptionen sker med den idealistiske danske Tytte Botfeldt som mellemled. Den er illegal og foregår uden de danske myndigheders kontrol. Mellem 1950 og 1970 ankommer mellem 2000 og 3000 tyske mulatbørn til Danmark, og på grund af den illegale proces havner mange af børnene under dårlige og ulykkelige forhold. Men Norbert Andersen er heldig. Han kommer til en god familie, får en lykkelig opvækst og bliver udlært som maler.
Tanken om at finde sin biologiske mor, hvis navn stod trykt i Norberts pas, blev stærkere og stærkere. På vej hjem fra en ferie sydpå i 1987 med sin kone Jette og deres to børn, Henriette (7 år) og Henrik (3 år), drejede Norbert fra motorvejen mod Schweinfurt. Via en telefonbog i en telefonkiosk fik han en halvbror i røret, og gennem de næste par dage blev der arrangeret besøg hos moderen og hendes familie.
Hverken Norberts mor, de tyske myndigheder eller det amerikanske militær kunne bidrage med oplysninger om Norberts far. Gennem to private amerikanske dna-registre lykkedes det efter mange genvordigheder Norbert at finde frem til sin biologiske far, der er bosiddende i New York.
Norbert Andersens livshistorie er en fascinerende og eventyrlig beretning, der fængsler ved sin ærlige og menneskelige fremstilling.
 

Jørgen Michaelsen
Norberts tidligere lærer
Silkeborg, oktober 2020

 

112 sider
Format 155x230 mm
ISBN 978-87-7153-365-1

Nr.:9788771533651

179,00 DKK

(inkl. moms)
stk.